Fantastiske fortællinger

En sjov, udfordrende og legende omvisning for førskolebørn. Med udgangspunkt i værkerne fra den aktuelle særudstilling digter vi fantasifulde, sjove, alvorlige, spændende, uhyggelige og vedkommende historier.

Udstillinger i 2025/2026:

 

19.09.2025 - 11.01.2026

Lake Life - Gruppeudstilling

Cyper Citadel af Johannes Holt Iversen

 

23.01. - 10.05.2026

Birds of Paradise af Karim Boumjimar

Extreme Life af Stine Deja

 

Sønæs og vandets kredsløb

Sønæs et et godt sted som ramme for at afprøve forskellige undersøgelsesmetoder i Natur/Teknologi eller biologi.

På Sønæs laver vi aktiviteter om vandets kredsløb, klimaforandringer og/eller målinger af vandkvalitet.

Vi bliver klogere på jeres valgte fokus gennem undersøgelser og leg.

Ulbjerg Klint - stranden

Mærk vind og vand når vi undersøger og udforsker naturtyperne klint og strand. Et besøg på stranden byder hver gang på nye sanselige oplevelser og opdagelser af mange forskellige slags. 

Vær opmærksom på, at man er ekstra meget eksponeret for vejret ved klinten. Det er derfor en god ide med et ekstra lag tøj og evt. regntøj. 

Arkæologidag om jernalderen

Rundvisning og aktiviteter i det arkæologiske område.

Helt unikt ligger den rekonstruerede landsby side om side med de arkæologiske udgravninger på Hvolris. 

Prøv kræfter med en flig af arkæologens arbejde.

Rundvisningen i Hvolris' arkæologiske områder giver eleverne en håndgribelig nærhed til fortiden med spor fra stenalder, bronze- og jernalder. Dette underbygges yderligere gennem vores permanente udstilling af gravgods fra Hvolris. Arkæologidagen giver forståelse for jernalderfolkets levevis for 2000 år siden og for arkæologernes arbejde i dag.

Animation i børnehaven

Prøv at lave stopmotion i jeres børnehave! I samarbejde med institutionen planlægger vi en workshop, som kan være endags eller længerevarende. I fællesskab afklarer vi jeres ønsker og behov. 

Animation i børnehaven kan handle om, hvordan børn kan bruge iPads til farve- og formforståelse, naturoplevelser samt film og billede. Vi har gode erfaringer fra Legekunst, og kommer med en værktøjskasse fuld af idéer og sjove oplevelser til såvel børn som pædagoger. Man behøver ikke at kende til stop motion eller brug af Ipads inden forløbet. 

Bæredygtig vandforsyning i fremtidens bolig

“Hvordan kan vi ved at rense spildevand i vores bolig og bruge smarte teknologier nedsætte forbruget af rent drikkevand?” 
Det er den problemstilling, dagen tager udgangspunkt i. 

Der skal monteres slanger, renses spildevand og kodes micro:bit.
Som afslutning på dagen udarbejder eleverne deres egne løsningsforslag til dagens problemstilling.

Dagen kan indgå som en del af et fællesfagligt fokusområde i naturfagsundervisningen.

Naturlyrik

Vi lader os inspirere af naturen, som digtere før os har ladet sig inspirere til alle tider. Vi tager blyant og notatpapir i hånden og går en tur i landskabet. Her digter vi på livet løs, med både bundne og frie opgaver.

 

Mystery Hunt – i H.C. Ørsteds fodspor

Energimuseets mystery hunt er en gådejagt, hvor eleverne lærer om dansk teknologi-/energihistorie.

I Mystery Hunten skal eleverne hjælpe Magnus Frost, der lever i år 2070.
Han giver eleverne en kode til en tidsmaskine, så eleverne kan rejse tilbage i tiden, hvor de kan lære om skelsættende opfindelser og begivenheder. Herved skal de hjælpe Magnus Frost med at rette op på vores valg af energiløsninger, så hans liv i år 2070 er mindre præget af klimaforandringer.