Matematik med stopmotion

Animér en regnestrategi, levendegør pizzamatematik eller lav ligninger med æbler, pærer og bananer.

I dette forløb arbejder vi med stopmotion og matematik. 
Vi arbejder ud fra elevernes faglige niveau og laver sjove matematikfilm. Der kan divideres, ganges, lægges til og trækkes fra, og knokler man lidt med brøker, kan stopmotion hjælpe på vej.

Audio-visuel engelsk

Trænger din klasse til en ny vinkel på engelskundervisningen? Så er dette forløb måske noget for jer!

Vi underviser i stopmotion på engelsk, hvor eleverne skal lave en film med engelsk voice over.

Her er der mulighed for at vælge mellem flere animations teknikker;

  • pixillation, hvor eleverne skal bruge sig selv som dukker
  • claymation med ler
  • cut out med karton.

Vi kommer også ind omkring brugen af storyboard.

 

Animation i børnehaven

Prøv at lave stopmotion i jeres børnehave! I samarbejde med institutionen planlægger vi en workshop, som kan være endags eller længerevarende. I fællesskab afklarer vi jeres ønsker og behov. 

Animation i børnehaven kan handle om, hvordan børn kan bruge iPads til farve- og formforståelse, naturoplevelser samt film og billede. Vi har gode erfaringer fra Legekunst, og kommer med en værktøjskasse fuld af idéer og sjove oplevelser til såvel børn som pædagoger. Man behøver ikke at kende til stop motion eller brug af Ipads inden forløbet. 

Kroptid

Kom og få en anderledes oplevelse af ro, nærvær og samvær i klassen:
Kroptid er en animations-guidet massage som eleverne giver sig selv og hinanden.

Kroptid er et animations-projekt, der er lavet i samarbejde med den belgiske kunstner, Katrien Oosterlinck. Projektet handler om kontakt til egen krop og til andre, og gennem en guidet session med en animationsfilm og en hættetrøje med farvede former, bliver eleverne ledet til at skabe kontakt med sig selv og deres makker.